Rigmor Dam bjóðar vælkomin til dialogfund millum Føroyar, Grønland og Áland um vaksmannaútbúgving.
Godmorgen og velkommen til dagens dialogmøde om NVLs målsætning om at “Fremme udvikling og implementering af strategier for livslang læring og kompetenceudvikling inden for ulige områder af voksenlæring i de nordiske landene”.
I går var der et seminar om vejledning og ikt. Programmet var spændende og relevant for os som færinger, og jeg håber og forventer, at dagens diskussioner også vil være udfordrende og udviklende.
Som jeg sagde i velkomsttalen i går, så har det stor betydning for os på Færøerne, at vi får inspiration udefra, og at vi udvikler vore uddannelsessystemer – herunder også vejledningen – i dialog og ideudveksling med vores nordiske naboer, inklusiv Skotland. Dette giver os et bedre perspektiv og et mere solidt grundlag at arbejde ud fra. Jeg regner med at I har det på samme måde i Grønland og på Åland.
Målet med mødet i dag er bl.a. at skabe fælles retningslinjer for samarbejde og videre udviklingsarbejde i de selvstyrende landene indenfor NVL inden for temaet om at udvikling og strategier for livslang læring og kompetenceudvikling.
På Færøerne er vi godt i gang med at forberede en overordnet ramme for voksenuddannelse, og denne skal bl.a. omfatte livslang vejledning. Vi fik en lov om validering i 2014, og i øjeblikket udfærdiger en arbejdsudvalg en betænkning, der skal være klar til efteråret. Dagens rundbordsdiskussion om, hvorfor vejledningspolitik er betydningsfuld, og hvordan kan LLV bidrage til livslang læring, validering, inklusion og kompetenceudvikling på arbejdsmarkedet, vil derfor uden tvivl være af stor relevans for os.
Voksenundervisning har stor betydning for arbejdsmarkedet og for borgernes trivsel og velfærd. Uddannelse og kompetenceudvikling påvirker den enkeltes muligheder for at deltage i arbejdsmarkedet og i samfundet generelt. Arbejdsmarkedet og samfundet får også stor nytte af, at borgere har mulighed for videreuddannelse, omskoling og livslang læring.
Spørgsmålet om voksenuddannelse er mere omfattende og kompleks end de almindelige ungdomsuddannelser, og derfor må de relevante myndigheder løfte opgaven sammen med arbejdsmarkedets parter. Det er vigtigt, at vi samarbejder, har fælles kurs og klare, smidige rammer, således at vores borgere får de bedste betingelser for livslang læring.
Jeg vil derfor ønske jer en god dialog i dag.
Tak.