Í felag kunnu tit flyta fjøll - setanarrøða til NFSP-ráðstevnu

Í morgun varð stór NFSP-ráðstevna sett á Hotel Føroyum, og tað var landsstýrikvinnan í Undirvísingar- og granskingarmálum, Hanna Jensen, sum setti ráðstevnuna.

NFSP er eitt nærum 100 ára gamalt norðurlendskt samstarv um sosialnámsfrøðiligar spurningar. Tað snýr seg um vitanardeiling og um at í felag at fylgja við í, hvat hendir á økinum - bæði hjá hvør øðrum og úti í heimi.

Hetta er fyrstu ferð, at ráðstevnan er í Føroyum, og útvið 200 luttakarar úr Føroyum og úr Norðurlondum eru í hesum sambandi møtt fyri at hoyra teir mongu áhugaverdu fyrilestrarnar - sum bæði verða hildnir av føroyingum og norðurlendingum.

Yvirskipaða evnið í ár er »sálarlig heilsa« - og slagorðið er »together we move mountains«. Júst hetta slagorðið gjørdist eisini reyði tráðurin í setanarrøðuni hjá landsstýriskvinnuni.

Røðan kann lesast her:

Góðu luttakarar – kære gæster.

Velkommen til Færøerne – og tak for invitationen til at åbne jeres meget spændende og interessante konference.

Da jeg læste om konferencen, blev jeg straks meget inspireret af ordene:

»Together we move mountains«

Hvis der er noget, vi kender til på Færøerne, så er det fjelde. Vores land er måske lille, men det hæver sig dog højt over havet med sine stejle klipper og brede bjergtoppe.

Jeg bor selv i en lille bygd, der hedder Norðagøta. Det er én af Færøernes ældste bygder, og den spiller en stor rolle i vores Færingegsaga, der går tilbage til omkring år 1000.

Og jeg tænker, at også dengang – for 1000 år siden, når Tróndur í Gøtu, én af vores vikingehøvdinge, boede i Norðagøta, tæt ved dér, hvor jeg nu bor, stod de same fjelde og observerede livets gang.

I vikingetiden gik beboerne efter de samme bjergstier imellem bygderne, og de vandrede på de samme fjeldsider for at drive deres dyr; deres får.

Nu, 1000 år senere, er vores samfund totalt forandret. Moderniseret.

Men fjeldene står der endnu.

Så når I siger »together we move mountains« så véd vi på Færøerne, hvor stort et arbejde der kræves.

Vi véd hvor vanskeligt det er at flytte fjelde, fordi vi véd hvor stærke og stejle de står, årtusinde efter årtusinde.

***

På Færøerne er vi aldrig langt fra et fjeld. Næsten ligegyldigt hvor du kigger ud af et vindue, kan du se et bjerg.

Og vi både udnytter og nyder naturen. Det er hårdt arbejde at vandre i fjeldene året rundt for at passe vores får – men samtidig nyder vi det også - især på de lange, lyse sommeraftener, hvor bjergene nærmest kalder på de færøske sjæle og beder os om at gøre dem selskab.

Så – udover at vi er meget bevidste om, hvor stabile og stærke bjerge er – så er vi også meget bevidste om, hvad der kræves for at nå til tops. Hvor hårdt det kan være.

Vi ved, at nogle bjerge er sværere at bestige end andre.

Og vi kan også til enhver tid genkalde os den stærke, berusende følelse af at have nået toppen. At have besejret bjerget – og endelig at kunne nyde det, som kun en fjeldtop kan byde.

Vi ved desværre også, hvor farlige bjerge kan være. Hvor mange liv kan gå tabt, og hvor stor skade de kan forvolde for dem, der taber deres kræfter – eller falder.

***

Og i forbindelse med jeres konference tænker jeg, at for ganske mange familier føles livet, som om hver eneste dag begynder ved foden af et stort fjeld, der skal bestiges.

For børn og unge i sociale og psykiske udfordringer kan hver eneste dag føles som et stort og stejlt bjerg.

Det er for dem aldrig som bjergets søde kalden på en lun og lys sommeraften, nej, det er som en livsvigtig kamp op ad bakke i mørke og modvind – med stor fare for at falde eller at blive udmattet og ikke have kræfter til at fortsætte.

Og derfor giver jeres titel så meget mening for mig: For tænk, hvis vi sammen kunne flytte disse bjerge for de mest udsatte! For dem, der ikke har ressourcerne til at bestige disse psykiske bjerge, og som aldrig føler, at de når toppen.

Jeg ved, at i de næsten 100 år, som NFSP har eksisteret, er vi kommet langt. I overført betydning kunne man sige, at I har støttet både børn og unge, voksne og familier på deres udmattende vej i det stejle terræn.

I har sat hegn og gærder op, som de har kunnet læne sig op ad. I har skabt læ og lavet trapper på de stejleste strækker.

Med jeres hjælp er der mange, der efter en stor indsats har nået toppen - og har kunnet nyde sejerfølelsen, når de indså, at alt det hårde arbejde på vejen op, gav det ønskede resultat. De klarede det.

For nogle har I gravet tunneller igennem bjergene, og mange har I sågar båret op på toppen.

Jeres arbejde kan ikke vurderes og gøres op.

For den, der har mistet håbet, der ikke ser nogen udvej og der ikke med egen kraft kan klare sig, betyder jeres samlede indsats selve livet. Og det, I laver, er essensen af vores fælles nordiske velfærdssystemer, der siger, at det er de svageste, der skal have den bedste hjælp.

Dem med dårlig psykisk helse er på så mange måder meget udsatte. På grund af manglende forståelse, på grund af deres usynlige udfordringer – på grund av en stadig stærk opfattelse af, at de bare burde tage sig sammen.

***

Men vi er mange på Færøerne, der gerne vil tage hånd om disse udsatte børn og unge - og deres familier. Vi kender deres kamp – deres bjerge. Og selvom der altid er mere, man kunne gøre, så er der dog sket mange forbedringer på området.

Vi har på Færøerne fået etableret Kompetence centre i folkeskolerne, så hjælpen kan være så tæt på barnet som muligt. På Kompetence centrene tilstræbes der, at personale med efteruddannelse indenfor blandt andet det specialpædagogiske område varetager opgaverne.

»Sernám«, som er den centrale pædagogiske og psykologiske rådgivning, er i gang med omstruktureringer, således at tjenesten til skoleværket bliver så kvalificeret og relevant som muligt.

På ungdomsuddannelserne er der blevet etableret psykologisk rådgivning indenfor de seneste fire år. I starten var der tale om deltidsnormeringer, men det er nu opnormeret. Sammen med en opkvalificering af skolevejledningen, har disse indsatser vist sig at være meget gavnlige for de unges trivsel – og de har også produceret værdifuld forskning omkring de unge og deres psykiske helse.

Og som noget nyt kan jeg her afsløre, at jeg også har fået en henvendelse om at få sat en lignende ordning i værk på vores universitet.

De seneste år er der også foretaget flere undersøgelser omkring børns og unges trivsel i daginstitutioner og skolerne. Disse undersøgelser er samtidig også en del af vores fundament for at arbejde fremadrettet for børns og unges psykiske helse og trivsel. På konferencen vil der blive mulighed for at høre mere om disse undersøgelser, og hvordan man i praksis kan arbejde med disse udfordringer.

Tværsektorielt og tværfagligt samarbejde omkring udsatte børn og unge har for alvor været i fokus de seneste år. Vi har igangsat et projekt Tann góða tilgongdin - Det gode forløb, hvor vi ønsker at koordinere indsatsen fra helse-, social- og uddannelsessektoren for børn indenfor autisme spektrumet. Effekterne af denne tilgang har vist sig være gavnlige for disse familier, og der er nu ønsker om at få etableret projektet hos andre målgrupper også.

Afslutningsvis vil jeg nævne, at vit har sat gang i lignende projekter, hvor målet er tværsektorielt og tværfagligt samarbejde omkring børn og unge med udfordringer.

I denne sammenhæng vil jeg nævne Lopfjølin eller Springbrættet. Det er et skole- og socialpædagogisk tilbud til børn og unge i svær skolevægring i Torshavns Kommune. Projektet deltager i det nordiske 0-24 projekt omkring udsatte børn og unge under Nordisk Ministerråd.

***

Der findes så mange forskellige bjerge. Nogle er sværere at bestige end andre.

Men jeg er taknemmelig for, at I arbejder hen imod at flytte disse bjerge.

For som minister har jeg har en idé om, hvor meget der kræves. Jeg véd, hvor hårdt mange børn, unge og deres familier er ramt. For når ét familiemedlem rammes på den psykiske helse, ja, så rammes en hel familie.

Og jeg bliver inspireret af jeres tro på, at I – i fællesskab – kan flytte bjerge. Disse bjerge, der forhindrer så mange individer i at deltage i samfundet og i livet på jævn fod med os andre.

Jeg bliver inspireret af, at I sætter barren højt, selvom vi véd, at det er en meget svær opgave at flytte et bjerg.

Ingen kan flytte et bjerg alene. Men vi klarer det måske I fællesskab. Hvis vi tror på det.

Det gør I. Det er denne konference et tegn på.

Det er jeres næsten 100 år gamle samarbejde et bevis på.

Og den lange vej, I allerede er kommet, understreger det.

***

Én af Færøernes folkekæreste trubadurer, Kári P, har en velkendt strofe, der lyder sådan her:

»og når troen ikke længere flytter alle dine bjerge – så tager jeg min gamle spade med.

Jeg graver huller, hvor vi kan få fred«

Det er godt at tro på, at man kan flytte et bjerg. Men udover troen kræves der ofte også hårdt arbejde.

Men hvis vi alle tror på det - samtidig med, at vi arbejder sammen, ja, så kan vi gøre det.

Spadestik for spadestik kan vi i fælleskab sørge for, at disse mennesker og deres familier kan få noget tiltrængt fred – indtil vi formår at flytte deres bjerge helt.

Tak for ordet, tak for inspirationen – og jeg ønsker jer en god og givende konference.

Á myndini síggjast Hanna Jensen, landsstýriskvinna, og Andrea á Rípuni, presidentur fyri NFSP í Føroyum.